Med opkøbet af jord i Astrup og Vinstrup er Hjørring Vandselskab nået i mål med at erhverve hovedparten af arealerne inden for to af selskabets fem fremtidige kildepladser. Målet er at opkøbe i alt 650 ha, hvilket svarer til 1 % af det samlede landbrugsareal i Hjørring Kommune. På kortet er indvindingsområderne skraveret ind. Astrup ligger øst for Hjørring, men Vinstrup ligger nord for Hjørring.
Som et af de første vandselskaber i Danmark har Hjørring Vandselskab pr. 1. december opkøbt over 180ha landbrugsjorde. Jordene ligger i områder, hvor der indvindes eller skal indvindes grundvand til drikkevand. Erhvervelsen sikrer etableringen af grundvandsparker og dermed rent drikkevand til fremtidige generationer.
Hvorfor erhverver et forsyningsselskab landbrugsjord for forbrugernes penge og tager det ud af drift?
I Nordjylland har Hjørring Vandselskab opkøbt 180 ha landbrugsjord og indgået aftaler om bl.a. skovrejsning, så der i alt er opnået beskyttelse på ca. 200 ha. Det har selskabet gjort for at sikre rent vand til fremtidige generationer, siger vandselskabets direktør, Jakob Bisgaard.
- At opkøbe jord i indvindingsområder er vores bedste bud på at sikre vandkvaliteten i fremtiden. Vi vil gerne have styr på aktiviteterne i området, så vi kan beskytte dannelsen af grundvand og sikre drikkevandsforsyningen for kommende generationer.
I alt har Hjørring Vandselskab indgået aftaler med tre landmænd. De to har vandselskabet købt jord af, den tredje har man byttet jord med, fordi det gav mest mening for begge parter, forklarer landmand Per Nielsen.
- Det gav god mening at bytte. Hjørring Kommunes borgere kunne få vand, vi kunne få nyt landbrugsjord. Vandselskabet har gjort en stor indsats for at finde jord, og så mener jeg, at man har en moralsk forpligtelse til at gå med til det. Det er i alles interesse med rent vand i hanerne i fremtiden.
Opkøbet af jord er sket til markedspris og kommer i Hjørring til at koste tilsluttede forbrugerne 85 kroner pr. år de næste 40 år. I alt håber Hjørring Vandselskab at opkøbe 650 ha landbrugsjord for at beskytte fem indvindingsområder. Det svarer til 1 % af landbrugsjorden i kommunen.
Åbenhed og dialog sikrer rent vand
Fra starten indgik Hjørring Vandselskab dialog med den lokale landboforening, LandboNord, for at undersøge, hvad der skulle til, for at deres medlemmer ville sælge jord til grundvandsparker. Og åbenheden fra vandselskabets side har ført til en god proces, der nu sikrer fremtidige generationer i kommunen rent drikkevand, siger Lars-Peter Boel, der er anden næstformand for LandboNord og medlem af Hjørring Kommunes Byråd for Venstre.
- Det er meget vigtigt, at der er åbenhed fra vandselskabernes side. Landmænd er jo lige så interesserede i rent vand som alle andre, så hvis vi kan se, at landet skal tages ud af konventionel drift for at beskytte grundvandet, så er vi åbne overfor det. Landmændene skal bare betales en fair pris for jorden, for de har jo investeret i den.
Den samme melding kommer fra landmand Per Nielsen, der har byttet 20ha jord over et indvindingsområde i Astrup med jorde lidt længere væk.
- Fremlæg en helhedsplan, så vi, der bliver berørt, får indsigt i vandselskabets tanker og strategi. Det er det bedste råd, jeg kan give andre vandselskaber.
Hjørring Vandselskab har også købt jorden af en anden landmand, men forpagtet den tilbage til ham og hans søn, da der drives økologisk landbrug. Da det er foreneligt med grundvandsindvinding, ser vandselskabet ingen udfordringer i at bibeholde driften på jorden, men ønsker alligevel at fremtidssikre brugen af jorden.
Det handler ikke om altruisme
Faktisk vil Hjørring Vandselskab gerne indgå samarbejder om at ”bruge” jorden. For tanken bag grundvandsparkerne er ikke altruistisk, og målet er ikke nødvendigvis at skabe rekreative områder til borgerne generelt, forklarer vandselskabets bestyrelsesformand, Daniel Vestergaard (K).
- Vi ser opkøbet af jord som investering på lige fod med investeringer i fx vandledninger. Hvis vi ikke gør noget nu, så vil vi skulle betale for vandrensning i fremtiden. Det kan blive endnu dyrere for forbrugerne end opkøb af landbrugsjord nu. Hvad der præcis skal ske med jorden, ved vi endnu ikke. Men vi er åbne overfor samarbejder med partnere, der ligesom os gerne vil beskytte grundvandet.
Fra interesseorganisationen for drikkevands- og spildevandsselskaber, DANVA, er der glæde over Hjørring Vandselskabs opkøb. For der er brug for handling for at sikre danskernes rene drikkevand i fremtiden.
For mere information:
Jakob Bisgaard, direktør for Hjørring Vandselskab A/S:
jbi@hjvand.dk / 3841 2800
Daniel Vestergaard, bestyrelsesformand for Hjørring Vandselskab A/S:
daniel.vestergaard@hjoerring.dk / 4193 7756
Palle Joest Andersen, landmand, Astrup:
palle@joestandersen.dk / 2022 6602
Per Nielsen, landmand, Astrup
pn@solbjerghovedgaard.dk / 3085 8500
Lars Peter Boel, LandboNord:
lpb@hjoerring.dk/ 41937760
Interview omkring opkøbet
Direktør for Hjørring Vandselskab A/S Jakob Bisgaard er blevet interviewet om, hvad opkøbet betyder for rent drikkevand og hvad det koster for forbrugeren.