Sådan sikrer vi vand- og spildevandsforsyning
Sådan sikrer vi - i fællesskab - vandforsyning og spildevandsforsyning
– også når en krise rammer
Hvis Danmark rammes af en større strømafbrydelse, cyberangreb eller ekstremt vejr, kan det få betydning for vandforsyning og spildevandsforsyning.
Hos Hjørring Vandselskab arbejder vi målrettet for at sikre en stabil vandforsyning – også når vi som samfund rammes af længerevarende strømafbrydelser, forurening, hackerangreb eller ekstremt vejr.
Vi har et solidt beredskab, og vi står klar til at reagere hurtigt. Men i en krisesituation er det vigtigt, at vi løfter i fællesskab. Derfor anbefaler vi, at du har et lille hjemmeberedskab der følger de nationale anbefalinger og er forberedt på at bruge mindre vand, hvis situationen kræver det.
På denne side finder du vores vigtigste anbefalinger, samt svar på ofte stillede spørgsmål, så du kan være godt forberedt – både for din egen og for fællesskabets skyld.
Her kan du finde myndighedernes officielle råd
Forberedt på kriser:
Hvor længe kan Hjørring Vandselskab levere vand, hvis store dele af landet fx står uden strøm?
Hjørring Vandselskab har nødstrømsanlæg og højdebeholdere, som kan bidrage til at holde vandforsyningen i gang i en periode. For at strække ressourcerne kan det i sådanne situationer blive nødvendigt at sænke vandtrykket.
Som udgangspunkt arbejder vi for at opretholde vandforsyning til almindeligt dagligt forbrug for størstedelen af vores kunder. Afhængigt af lokale forhold kan der dog forekomme nedsat vandtryk, særligt i yderområder og i etageejendomme. I nogle situationer kan der midlertidigt være behov for at benytte alternative løsninger, fx hente vand andre steder.
Det er vigtigt at understrege, at vi ikke kan sikre vandforsyningen 100 % i alle situationer. Derfor anbefaler vi, at man følger de generelle beredskabsanbefalinger og har drikkevand på lager derhjemme.
Hvordan får jeg besked, hvis en krisesituation opstår?
Hvis muligt informeres via:
- Hjemmesiden: hvand.dk
- Sociale medier og SMS
- Lokale aviser og radio
Ved alvorlige situationer uden internet og strøm bør du lytte til DR’s officielle beredskabsmeddelelser. Hav derfor en FM‑radio – eller brug bilradioen.
Kan jeg fylde dunke med postevand i stedet for at købe flaskevand?
Hvis du ikke kan følge Miljøstyrelsens råd til opbevaring og tapning af vand, bør du købe flaskevand i stedet. Husk at kigge på flaskevandets udløbsdato og udskift løbende.
Jeg bliver nervøs ved tanken om, at der måske ikke kommer vand i hanen – er det forståeligt?
Ja, det er helt naturligt. Rent vand fra hanen er en selvfølgelighed, vi tager for givet i et velfungerende samfund.
Du kan være tryg ved, at vi gør alt for at sikre forsyningen – men vi har brug for, at du:
- Har drikkevand på lager
- Reducerer dit forbrug, hvis situationen kræver det
Hvor kan jeg læse mere om kriseforberedelse?
Du finder gode råd og vejledning hos myndighederne: Forberedt på kriser – sådan klarer du dig selv i tre døgn under en krise
