Beredskabsstyrelsen anbefaler, at alle danskere skal kunne klare sig i tre døgn i tilfælde af en krise – fx sabotage eller en ekstrem vejrhændelse – der kan medføre mangel på strøm eller vand.
Læs Beredskabsstyrelsens råd ”Forberedt på kriser”.
Hjørring Vandselskab har i tilfælde af strømsvigt, nødgeneratorer for at sikre vandforsyning til borgerne i området. Vi gør vores bedste for at opretholde vandforsyningen i krisesituationer, men der vil kunne opleves kapacitetsdyk ved strømsvigt.
I en krisesituation skal vandforsyninger rette sig efter myndighedernes anvisninger, og vi vil skulle prioritere vandforsyning til kritiske forbrugere først. Det kan betyde, at man ikke altid kan forvente forsyning og/eller kun opleve forsyning i perioder. Vi vil i en krisesituation opfordre vores kunder til at være opmærksomme på deres vandforbrug og begrænse det, for at undgå spildevand i kældre og på terræn.
En af anbefalingerne er, at du skal have drikkevand stående. Beredskabsstyrelsen skriver, at det både kan være drikkevand på flaske eller drikkevand tappet fra vandhanen.
Sådan tapper du postevand
Vil man gerne tappe postevand til sit kriseberedskab, bør man følge nedenstående råd af hensyn til vandets kvalitet.
- Rengør beholderne: Rengør flasker og dunke til drikkevand med vand og sæbe, og skyl godt. Desinficer med 2 “propfulde” husholdningsklorin pr. 10 liter vand. Lad stå i 30 minutter før grundig skylning. Hvis vandet er tappet på godt rengjorte beholdere, og vandet er af god kvalitet – som alt drikkevand fra hanen er – kan det i princippet stå i årevis.
- Tap vandet korrekt: Lad vandet løbe, til det bliver koldt, før du tapper det. Fyld beholderen helt op.
- Opbevar vandet i godkendte beholdere: Opbevar vandet i en beholder, der er godkendt til fødevarer. Se efter “glas- og gaffel”-symbolet på emballagen og følg producentens vejledning. Læs mere om mærkning på Fødevarestyrelsens hjemmeside.
- Opbevar korrekt: Opbevar vandet køligt og mørkt. Opbevaring bør ske i et skab, under en køkkenvask eller et andet sted væk fra direkte sollys. Beholderen kan pakkes ind i aviser eller klæde, hvis et mørkt sted ikke er tilgængeligt.
- Udskift jævnligt: Hvis vandet er tappet på godt rengjorte beholdere, og vandet er af god kvalitet – som alt drikkevand fra hanen er – kan det i princippet stå i årevis. Alligevel anbefaler vi, at vandet for en sikkerheds skyld udskiftes løbende for at sikre, at du altid har rent vand klar. Rengør beholdere, inden du skifter vandet. Du kan evt. bruge det gamle vand til fx at vande blomster eller skylle ud i toilettet.
- Køb flaskevand som alternativ: Opbevares vandet mørkt og køligt og bruges en ren beholder, der er godkendt til opbevaring af fødevarer, er der ingen forskel på, om du køber flaskevand eller tapper vand fra hanen. Hvis opbevaring og tapning af vand ikke kan ske korrekt, køb da flaskevand og følg udløbsdatoen.
Flere råd til forberedelse
- Beredskabsstyrelsen: Forberedt på kriser
- Miljøstyrelsen: Forberedt på kriser – Miljøstyrelsen
- Fødevarestyrelsen: Råd om mad og drikke i en krisesituation