Lav koncentration, men vi tager ingen chancer
Prøver af spildevandsslam på Hirtshals Renseanlæg har vist, at slammet indeholder den kemiske forbindelse PFOS. Prøverne viser små koncentrationer af PFOS, men indtil videre stoppes genanvendelse af det, så det ikke længere køres på landbrugsjord.
Hjørring Vandselskab har fundet PFOS i prøver af spildevandsslam. I Hjørring Kommune har det indtil nu været praksis at bruge spildevandsslam på landbrugsjord, da slammet blandt andet indeholder fosfor. Dette næringsstof er essentielt i fødevareproduktion. Indtil videre har vandselskabet på baggrund af prøverne dog valgt at stoppe udbringningen af slam fra Hirtshals, forklarer administrerende direktør, Tommy Mostrup.
Vores foreløbige resultater viser lave koncentrationer af PFOS. Men vi tager ingen chancer, og derfor bliver der ikke bragt slam ud fra Hirtshals Renseanlæg lige foreløbig. Vi skal tale med Miljøstyrelsen og finde en løsning, der sikrer borgerne, fødevareproduktionen og miljøet bedst muligt. Netop nu er det ekstra ærgerligt, at vi ikke kan genbruge fosforen i slammet, da gødning er en mangelvare og meget dyrere end normalt.
PFOS fra brandvæsnets øvelsespladser har andre steder i landet vist sig at være en trussel mod miljø og grundvand, men det ser heldigvis ikke ud til, at det er tilfældet i Hjørring Kommune.
PFOS skal tages alvorligt
Fundet af PFOS i slammet på Hirtshals Renseanlæg kommer efter, at Miljøstyrelsen i efteråret indførte nye, men midlertidige grænseværdier for PFOS. Da PFOS principielt er forbudt, findes der ikke brugbare regler, der kan sætte grænser for, hvad der må komme med spildevandet til renseanlæggene. Netop manglen på tidssvarende regler er ifølge bestyrelsesformand Ole Ørnbøl et stort problem.
Renseanlæg er det filter, der samler samfundets forurening, og indtil vi har mulighed for at finde årsagen til PFOS i spildevandet, er det kun forsigtighedsprincippet der kan bruges som rettesnor. Derfor må vi desværre stoppe anvendelsen af en værdifuld ressource.
Hjørring Vandselskab og Hjørring Kommunes Miljøafdeling har endnu ikke noget bud på kilderne til forureningen, men der er sat et omfattende analysearbejde i gang for at lokalisere dem. Det er en udfordrende opgave, hvor man leder efter milliardtedele af et gram, og alle prøver skal sendes til udlandet for at blive analyseret.
Det vigtigste for vandselskabet lige nu er at sikre borgernes og miljøets sundhed. Det gør vi ved at stoppe genanvendelsen af slammet lige pt. PFOS optræder som sagt i slammet i meget lave koncentrationer, men vi tager fundet meget alvorligt og arbejder så hurtigt, vi kan, for at finde kilden.
PFOS må ikke længere bruges i produktion, men stoffet kan stadig forekomme i forskellige produkter i meget små mængder, så brugere af den slags produkter kan være kilde til en forurening uden at vide det.
FAKTA: PFOS tilhører gruppen af kemikalier kaldet PFAS, og de bruges i blandt andet teflon eller andre behandlinger af overflader, hvor man ønsker en vand- og/eller fedtafvisende effekt. Ifølge Miljøstyrelsen er det ”generelt forbudt at fremstille, markedsføre og anvende PFOS eller kemiske produkter, der indeholder PFOS. PFOS må forekomme i stoffer eller blandinger…”.