Skip to content

Hjørring Vandselskab er indstillet til et tilskud på 13 mio. kroner til banebrydende klimavenlig teknologi til rensning og genanvendelse af spildevandsslam

Hjørring Vandselskab - Rundvisninger

Hjørring Vandselskab er indstillet til at få tildelt 13 millioner kroner i støtte fra Fonden for Retfærdig Omstilling, en EU-finansieret ordning administreret af Erhvervsstyrelsen. Midlerne skal bruges til at etablere og demonstrere en ny type anlæg, der kombinerer velkendte teknologier på en måde, som aldrig tidligere er taget i brug på danske renseanlæg.

I mange år har slam fra renseanlæg været anvendt som gødning på grund af det høje indhold af fosfor. Men en stigende mængde kemikalier i samfundet og dermed i spildevandsslam, gør det nødvendigt at udvikle mere sikre løsninger, der ikke sender forurening ud i omgivelserne. For at kunne bruges fremadrettet, skal slambehandling være både lugtfri, energineutral, klimaneutral og bidrage til nedbrydning af miljøfremmede stoffer i slam fra renseanlægget.

Nyt anlæg kombinerer kendte teknologier på ny måde

Det kommende anlæg i Hjørring bygger på en sammenhængende proces, hvor slam fra renseanlægget først tørres ved lav temperatur og derefter forgasses ved meget høj temperatur Den afkastluft, der opstår ved processen, renses i et biologisk aktivt filter.

Selvom teknologierne hver for sig er velafprøvede, er det første gang, de samles i én samlet løsning på et dansk renseanlæg. Formålet er at undersøge potentialet for en ny, sikker og klimavenlig metode til behandling af spildevandsslam.

“Den støtte, vi har modtaget, gør det muligt for os at tage et vigtigt skridt mod en mere klimavenlig og ansvarlig håndtering af spildevandsslam. Jeg er stolt over, at Hjørring Vandselskab kan være med til at vise vejen for den grønne omstilling i vores branche.” – Daniel Vestergaard, Bestyrelsesformand, Hjørring Vandselskab A/S.

Varme til fjernvarme og rent fosforholdigt biokul

Udover at reducere miljøbelastningen vil anlægget også producere værdifulde slutprodukter:

  • Varme, der kan sendes direkte ud i fjernvarmenettet
  • Et biokul, som både fungerer som en stabil form for kulstoflagring og som langsomt frigiver fosforgødning
Langsigtet bæredygtighed

Projektet er et vigtigt skridt i Hjørring Vandselskabs indsats for at mindske miljøpåvirkningen og sikre en robust, fremtidssikret håndtering af spildevandsslam. Samtidig understøtter det national mål om klimaneutralitet — og kan potentielt bane vejen for nye standarder på danske renseanlæg.

————————————————————————————

Erhvervsstyrelsen: FRO | Udvikling i Danmark