Hjørring Vandselskab giver nu kunderne nye muligheder for at anvende deres vandforbrugsdata i egne IT‑systemer. Med en ny API‑løsning kan kunder få direkte adgang til data fra deres fjernaflæste vandmålere og anvende dem til eksempelvis energi‑ og ressourceoptimering, overvågning af forbrug eller integration i eksisterende bygnings‑ og styringssystemer.
Tidligere har vandforbruget udelukkende været tilgængeligt via Hjørring Vandselskabs kundeportal. Med den nye løsning stilles målerdata nu også til rådighed i et maskinlæsbart format, som gør det muligt at arbejde mere fleksibelt og datadrevet med forbrugsoplysningerne.
API‑løsningen (Application Programming Interface) giver adgang til data, mens kunden selv er ansvarlig for at udvikle, drifte og vedligeholde den tekniske løsning, der modtager og anvender data. API’en henvender sig derfor primært til kunder, rådgivere og systemleverandører med tekniske kompetencer.
Formålet med løsningen er at skabe større fleksibilitet og give kunderne et bedre grundlag for datadrevne beslutninger – uden at gå på kompromis med datasikkerheden.
Du kan læse mere om vandmålerne og løsningen her: din vandmåler

