Får du dit vand fra Hjørring Vandselskab*, skal du have en vandmåler installeret. Vandmåleren aflæses automatisk og du kan løbende kan følge dit forbrug, direkte på måleren eller via vores kundeportal. Du kan også tilmelde dig at få besked (SMS) hvis der er et unormalt forbrug**.
På vandmåleren kan du se dit vandforbrug og hvor meget vand der aktuelt løber gennem måleren. Forbruget vises med 3 decimaler, som angiver antal liter. Du kan også se om der er registreret en unormal hændelse, f.eks. et brud eller en utæthed. Se nedenfor hvordan du aflæser måleren.
Selvom de fjernaflæste målere er smarte, skal du dog stadig huske på, at det er dit eget ansvar løbende at holde øje med dit vandforbrug og at sikre, at der ikke er fejl på din installation.
Oplysningerne fra målerne bruger vi bl.a. til at kunne afregne dit forbrug og tilbyde dig at få besked ved unormale hændelser.
Målerne giver os bedre muligheder for tidligt at opdage utætheder i ledningsnettet og på den måde mindske spild af rent drikkevand. På den måde støtter det op om vores arbejde med FN’s verdensmål nummer 6 om bæredygtig forvaltning af rent vand og sanitet.
Vandmålerne sender data via trådløs radiokommunikation. Signalet er krypteret, så ingen uvedkommende kan få adgang til oplysninger om dit vandforbrug.
*Får du dit vand fra et privat vandværk, er du ikke omfattet af fjernaflæste vandmålere fra Hjørring Vandselskab. Kontakt dit private vandværk for at høre om de har indført fjernaflæste vandmålere.
** Har du egen vandforsyning og din ejendom er beliggende udenfor Hjørring Vandselskabs forsyningsområde, vil din aflæsning alene blive hentet ind, når vi kører forbi med en antenne. Du vil derfor desværre ikke kunne se dit løbende forbrug og modtage alarmer. Alarmer vises dog stadig på måleren.
Mistanke om utæthed
Hvis du har mistanke om, at du har en utæthed, kan du kontrollere det ved at kigge på vandmåleren.
- Luk for alle vandhaner.
- Sluk vaskemaskine, opvaskemaskine og andre apparater, der bruger vand.
- Aflæs vandmåleren. I nederste venstre hjørne ses 4 cifre, hvis der står 0000, løber der ikke vand igennem måleren og dermed ingen utæthed.
Løber der vand gennem måleren, er der en utæthed. Det kan b.la være et toilet der løber, eller en vandhane der drypper. Kan du ikke finde utætheden, skal du kontakte en autoriseret VVS-installatør, som kan hjælpe dig med at finde og udbedre lækagen.
Refusion
Skyldes utætheden en skjult rørskade, kan du i nogle tilfælde få refusion, hvis vandet ikke er løbet i kloakken.
Hjørring Vandselskab fører egenkontrol med vandmålerne. Det gør vi for at sikre, at de viser rigtigt. Det gør vi ved kun at bruge typegodkendte vandmålere og ved senest ni år efter opsætning af vandmåleren at udføre statistisk stikprøvekontrol.