Skip to content

Ved du, hvordan finder vi vand?

Der er stort set vand overalt i undergrunden…

– men skal vi indvinde grundvand, skal vi finde et område med et lerdække over et godt sandlag. Sand er nødvendigt, fordi vandet her bevæger sig hurtigere, og ler er effektivt til at filtrere vandet – fx for pesticidrester.

Der er mange redskaber, geologen kan bruge, når der skal findes vand. Man skal vide, hvilke geologiske processer der har dannet området. Desuden bruges *GEUS’ databaser for boringer og geofysisk data samt andre kortlægninger – for eksempel af begravede dale. På den baggrund kan man danne sig et billede af, hvordan undergrunden er skruet sammen, om lagenes tykkelse, udstrækning og eventuelle hældninger. Mangler man viden, kan man supplere med flere geofysiske undersøgelser. For eksempel kan man sende strøm ned i jorden og måle spændingen og dermed kan man udregne jordens elektriske modstand. Det er ret indviklet, men man får et overblik over, hvor sandlaget kan være tykkest, og om lerlaget foroven er godt sammenhængende. Herefter beslutter man sig for, hvor man vil udføre en undersøgelsesboring. Den viser, hvor meget vand man kan indvinde, og hvilken kvalitet vandet har.
 
Det er en langstrakt proces at finde rent grundvand – og det er dyrt. Derfor gør vi vores absolut bedste for at finde de mest velegnede områder at bore i. Det handler jo om din og vores sundhed i mange år fremover.
 
*GEUS står for De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland
 
Herover ses vores kollega, geolog Holger Prahm, ved en undersøgelsesboring som viste, at den kan give op til ca.100.000.000 liter vand om året. Boringen er 84m dyb. Der ligger sand fra 36m til 65m under terræn, og det er her man vil indvinde vandet fra. Over sandlaget er der skiftende lag af sand og ler.