Skip to content

Spørgsmål & svar Godt at vide

Godt at vide

Det er svært at sige præcist, hvor meget vand du eller din familie bruger. En tommelfingerregel er, at et normalforbrug ligger på mellem 40 – 50  m3 pr. person om året. Er I 4 personer i familien, vil et normalforbrug derfor være på mellem 160 og 200  m3 vand om året.

Vi opfordrer til, at du aflæser din vandmåler mindst en gang om måneden. På den måde har du mulighed for at opdage, hvis du pludselig bruger mere vand end normalt.

Du kan se dit forbrug og tilmelde dig alarmservice under “mine oplysninger” på kundeportalen.

Forbruget vises med et par timers forsinkelse. Log ind med dit brugernavn og adgangskode, som du finder i øverste højre hjørne på din faktura.

Aflæs måleren regelmæssigt for at opdage eventuelle utætheder.

Vandmåleren måler den mængde vand i kubikmeter (m3), som bliver leveret til dig. Når du aflæser vandmåleren, skal du være opmærksom på, at det sidste tal, som drejer rundt, også skal aflæses. Alle fem tal på måleren skal derfor aflæses og indsendes.

Det er en god idé at aflæse vandmåleren mindst en gang om måneden for at se, om alt ser normalt ud. På den måde har du mulighed for at opdage, hvis du pludselig bruger en masse vand, som du ikke umiddelbart er klar over.

 

Skyldes utætheden en skjult rørskade, kan du i nogle tilfælde få refusion, hvis vandet ikke er løbet i kloakken.

Hjørring Vandselskab fører egenkontrol med vandmålerne. Det gør vi for at sikre, at de viser rigtigt. Det gør vi ved kun at bruge typegodkendte vandmålere og ved senest ni år efter opsætning af vandmåleren at udføre statistisk stikprøvekontrol.

I 2022 har vi udskiftet næsten alle vores vandmålere til fjernaflæste målere, hvilket gør at du blandt andet slipper for den årlige aflæsning. Du kan læse meget mere om hvad det betyder for dig under “Fjernaflæst måler”.

Der kan være mange årsager til, at trykket på dit vand er lavt. Det er dog oftest ting ved din egen installation, som skaber problemerne. Se her hvad der typisk er skyld i lavt vandtryk.

Tilkalket filter
Der er kalk i det vand, der kommer ud af vores haner. Over lang tid kan dette sætte sig på filteret i vandhanen og gøre, at der kommer mindre vand ud.

Hvis det er tilfældet, kan du prøve at skrue filteret af og lægge det i blød i eddike. Lad det ligge et par dage. Herefter skulle kalkbelægningen være løsnet, så du let kan rengøre filteret og montere det igen.

Gamle jernrør
Er din vandinstallation lavet før 60’erne, er den sandsynligvis lavet med jernrør i støbejern eller galvanisering.

Er det tilfældet, vil der med tiden danne sig aflejringer af rust og okker i røret, som sætter sig fast og lukker dit rør til, så trykket med tiden bliver mindre og mindre.

I sådan et tilfælde vil en mulig løsning være at udskifte rørene fra hvor de kommer op ad gulvet og går videre i resten af huset med plasticrør. Dette er dog en lidt dyrere omgang, så du bør søge rådgivning hos en VVS-installatør før arbejdet påbegyndes, således at du ikke forgæves foretager udskiftningen hvis det lave tryk i virkeligheden skyldes andre ting.

Defekte ventiler
Typisk sidder der en ventil under håndvasken, så man kan lukke for vandet uden at skulle lukke ved hovedventilen. Det sker, at ventilerne sætter sig fast. Hvis du derfor har haft lukket for en ventil og efterfølgende åbner den igen, vil en defekt ventil ikke åbne sig helt. Dette bevirker, at vandtrykket falder, da der pludselig ikke kan komme så meget vand igennem hullet. Du kan ikke umiddelbart se på din ventil, om den er defekt, så du bør kontakte en VVS-installatør, hvis du har mistanke om fejl.

Rådfør dig altid med en VVS-installatør
Det er en god ide, at du altid rådfører dig med en VVS-installatør, som kan hjælpe dig med at finde fejlen og i nogle tilfælde spare dig for dyre tiltag, der alligevel ikke ville have afhjulpet problemet.

Det er desuden værd at huske, at du ikke selv må lave om i din installation, idet det kræver en autorisation. Kontakt derfor altid en autoriseret VVS-installatør, som kan hjælpe dig med at fejlsøge og udbedre fejlen.

Døjer du med misfarvet vand?
Misfarvet vand kan forekomme som følge af reparationsarbejder på vandledningen, eller hvis der er aflejringer af okker i dine rør. Det er oftest et uskadeligt fænomen, der kan afhjælpes ved at lade vandet løbe et par minutter.

Rødbrunt vand
Har dit vand en rødbrun farve, vil det oftest skyldes aflejringer af okker, som har sat sig fast i dine rør. Det er kun det stillestående vand, der vil tage farve, så du vil oftest opleve misfarvningen i forbindelse med længere perioder, hvor der ikke er brugt vand. Misfarvningen er ikke farlig og bør forsvinde hvis du lader vandet løbe et par minutter.

Rødbrunt vand vil ofte være sammenfaldende med lavt vandtryk, og du bør derfor overveje, om du bør rådføre dig med en VVS-instalaltør, som kan hjælpe dig med at fejlsøge og udbedre problemet.

Hvidt vand
Hvis dit vand er hvidt, skyldes det ofte meget luft i vandet. I så fald vil det langsomt bruse af, og vandet vil efter lidt tid blive klart.

Det er et forbigående fænomen, der er uskadeligt, og det kan forekomme, hvis der indesluttes luft i forbindelse med reparationsarbejder på ledningssystemet. Luften vil langsomt slippe ud af vandledningen, som vandet bliver brugt.

Grønligt eller gulligt vand
Hvis dit vand er grønligt eller gulligt, skyldes det en utæthed i din varmtvandsbeholder.

Vandet i varmtvandsbeholderen kommer fra fjernvarmen, som tilsætter sporstof i grøn farve, så de let kan spore en eventuel utæthed. Det er normalt et lukket system, der ikke har forbindelse med det almindelige vand i din vandhane.

Du bør i dette tilfælde kontakte en VVS-installatør, som kan hjælpe dig med at fejlsøge og udbedre problemet.

Husk at tjekke din måler hele vinteren, også selvom du har frostsikret den. Frostsprængte målere ødelægger ikke bare din ejendom og ejendele, men kan også skade din økonomi.   

Den letteste måde at frostsikre en målerbrønd er at købe en vintermåtte og lægge over rør og måler i brønden. Vintermåtterne kan købes i et byggemarked. Det er vigtigt, at måtten blot ligger over måler og rør, og at måleren ikke ’pakkes ind’. Varmen fra jorden skal nemlig stadig kunne trænge op for at holde måleren frostfri. Husk at tjekke måleren, lige meget om den sidder i en brønd udenfor eller i et uopvarmet rum indenfor.

Når du tilmelder dig alarmservice, vil du få en sms eller mail, hvis måleren registrer et unormalt vandforbrug, som kan tyde på en lækage eller et brud.

Alarmerne kan dog også opstå, hvis du f.eks. fylder et badebassin eller på anden måde bruger meget vand på kort tid. I så fald kan det være en ’falsk alarm’.

Beskederne genereres automatisk fra måleren, og kundeservice kan desværre ikke se hvad forbruget skyldes. Hvis du derfor har mistanke om at noget er galt, skal du selv kontakte en autoriseret VVS-installatør, som kan hjælpe dig videre.

Vilkår for beskedservice:
Ved at benytte vores beskedservice accepterer du følgende vilkår:

  • At det er dit eget ansvar løbende at holde øje med dit vandforbrug og sikre, at der ikke er fejl på din installation.
  • At Hjørring Vandselskab ikke er ansvarlig, hvis du ikke modtager en alarm på sms eller mail, f.eks. på grund af dårlig signaldækning, tekniske problemer, ændrede kontaktoplysninger eller fejl i data.
  • At Hjørring Vandselskab ikke lukker for vandet automatisk. Modtager du en alarm, er det dit eget ansvar at stoppe skaden og kontakte relevante fagpersoner, som f.eks. en autoriseret VVS-installatør.
  • At du selv skal sørge for at holde dine kontaktoplysninger ajour.
  • At du selv er ansvarlig for eget forbrug og hæfter for dine regninger, selvom du overdrager alarmservicen til en anden.

Din årsaflæsning indhentes automatisk i løbet af december måned, og vi tilstræber at bruge den aflæsning, der ligger tættest på årsskiftet d. 31/12 kl. 00 til at afregne dig efter.

Af sikkerhedsmæssige årsager er det desværre ikke muligt at få udleveret data eller krypteringsnøgler til måleren. Du kan se timeaflæsninger fra måleren ved at logge ind på Min side på kundeportalen.

Der er i øjeblikket ikke mulighed for API-adgang til data fra de fjernaflæste målere.

Hvis der er behov for at anvende data fra målerne til egne systemintegrationer, er den eneste mulighed i øjeblikket at opsætte sin egen interne måler med pulsudgang efter afregningsmåleren og koble denne op til egne systemer.

Der kan nogle steder være behov for at forstærke signalet. Hvis det er tilfældet, vil du efter aftale med os få monteret en antenne.

Antennen kan monteres diskret, og den findes både til brønde og indendørsinstallationer. Brøndantennen kan holde til almindelig biltrafik.

KLOAKEN LUGTER!

Ja det gør den. Og det skal den egentligt også.

Formålet med kloakering er at adskille os mennesker fra vores egne affaldsstoffer, og dermed adskille os mennesker fra ting, vi kan blive syge af. Selvom kloakkerne ligger under jorden, kan lugten til tider alligevel blive et problem.

Hjørring Vandselskab får nogle gange henvendelser om generende lugt fra kloakker. De fleste henvendelser kommer, når vi har renoveret kloakkerne i et område og etableret et nyt tostrengs kloaksystem. I det gamle kloaksystem, hvor regnvand og spildevand løb i de samme rør, var spildevandet tyndt, og der var hurtig udskiftning af vandet. Når spildevandet ikke bliver fortyndet af regnvand, så er udviklingen af lugt langt højere.

Det er ikke noget problem, hvis lugten bliver nede under jorden, men vores huse hænger jo sammen med kloaksystemet, så der er måske en mulighed, for, at lugt kan sprede sig. Det kan ske, når vandlåse i gulvafløb tørrer ud, eller når der ikke er de krævede udluftningsrør fra kloakfaldstammer. Udluftningerne skal blandt andet sikre, at luften kan komme ud, når vi skyller ud i toilettet, så det ikke gurgler og bobler i andre toiletter eller afløb.

I en del ældre huse er udluftningerne ikke gode nok, så her kan lugt nemmere komme ind. Enkelte gange har vi set, at der er monteret et ventilationsanlæg lige ved siden af udluftningen i et hus. Det er en meget uheldig placering, for så trækker man lugt direkte ind i huset.

Mange har også gulvafløb, der sjældent bliver brugt. De kan meget let tørre ud, og så er der fri adgang for dårlig luft. Det er især et problem, hvis der er gulvvarme. For eksempel er gæstetoiletter, der sjældent bliver brugt, en meget almindelig kilde til lugt.

Hvis man oplever kloaklugt, er det derfor en god ide at starte med at kontrollere alle husets gulvafløb og hælde vand i dem, der er tørret ud. Hvis man hælder en spiseskefuld madolie i gulvafløbet, når der er fyldt vand i, så kan det forsinke udtørringen lidt.

Det er meget sundere at forhindre dårlig lugt i at komme ind i huset, end det er at bekæmpe den med luftfriskere eller anden syntetisk kemi. Og så er det meget billigere.

I fremtiden kan vi forvente større regnmængder og kraftigere regnskyl. Læs her, hvad du kan gøre for at forebygge oversvømmelser i din kælder.

Giv regnen mulighed for at sive i jorden
Anlæg din grund, så regnvandet kan sive ned i jorden. Store arealer med fliser eller asfalt forhindrer vandet i at sive naturligt ned og kan betyde, at det løber ned i kælderen i stedet.

Ekstremt regnvejr kan overfylde kloakkerne, så vandet presses “baglæns” i systemet. Sker det, trænger det op gennem kloakdæksler eller afløb i kælderen.

Tag en snak med en relevant fagperson om de forskellige løsninger, der findes, og om hvilken løsning der passer bedst til din ejendom og dine behov. Du kan også læse lidt mere her om de forskellige muligheder.

Højvandslukke
Et godkendt højvandslukke, som er monteret af en autoriseret kloakmester, er ofte den almindelige og anbefalede løsning.

Et højvandslukke er et stykke kloakrør med to klapper, der automatisk lukker i, når regn- og spildevand løber baglæns på grund af et overfyldt kloaksystem. Højvandslukket forhindrer på den måde, at beskidt regn- og spildevand strømmer ind i boligen ved skybrud. Der findes forskellige typer af højvandslukke. Hvilken type, der passer til din bolig, afhænger blandt andet af, om der er et toiletafløb i kælderen. Højvandslukket kan desuden monteres på forskellige placeringer på matriklen. Få hjælp til at vælge det rigtige højvandslukke og placering af en autoriseret kloakmester.

Du skal mindst en gang om året – og altid efter et skybrud – efterse og rense dit højvandslukke, fordi der ikke må sidde snavs på lukkemekanismen. Vælger du at forbygge oversvømmelser ved hjælp af et højvandslukke, skal du også betale for etableringsomkostningerne, der blandt andet omfatter opgravning samt eventuel reparation af kælder og ledningsomlægning.

Pumpebrønd
En pumpebrønd opsamler spildevand fra husets afløb og eventuelt kældertoilet. Spildevandet ledes derefter ved hjælp af en eldrevet pumpe ud i brønden og videre til kloaksystemet. Pumpebrønden er konstrueret således, at spildevandet ikke kan løbe tilbage og ind i huset og derved oversvømme kælderen. Sammen med et højvandslukke er en pumpebrønd den sikreste løsning mod kælderoversvømmelse. Pumpebrønden er dog også den dyreste løsning.

Omfangsdræn
Det er ikke kun kloakproblemer, der kan give en fugtig og våd kælder. Regn og grundvand kan sive op i husets fundament, sokkel og kældervægge, hvilket kan føre til fugtskader og svampeangreb på ejendommen. Et omfangsdræn lægges som en form for nedgravet tagrende langs husets fundament og ydermur. Herfra leder det overskydende vand væk fra jorden og fører det videre til kloak og afløbssystem.

Du skal kontakte en autoriseret kloakmester, hvis du ønsker at etablere dræn.

Opsamling af regnvand
Du kan på din grund opsamle alt det regnvand, der lander på dit tag. Gør du det, er du med til at forhindre, at det rene regnvand ender i kloaksystemet. Regnvand belaster kloaksystemet, der ikke kan rumme større mængder regn, som ved kraftig nedbør. At opsamle regnvand er dog ikke en sikring mod kælderoversvømmelse.

Der er mange måder at opsamle regnvandet og håndtere det på egen grund. Lige fra faskiner, regnbede, grønne tage, små bassiner til regnvandstønder – ja selv din indkørsel kan gøres ’regnvenlig’. Du kan få inspiration til forskellige måder at håndtere regnvand på lokalt fra LAR i Danmark.

Akut beredskab
Er der varslet kraftigt skybrud, kan du gøre en række praktiske ting for at mindske risikoen for vandskader på hus, kælder og have – uanset om du har monteret løsninger som højvandslukke og pumpebrønd.

Luk vinduer og døre. Vandet kan komme ind af både tagvinduer, facadevinduer og især vinduer og døre i kælderen ved skybrud.
Luk ventilationshuller i ydervæggene. Du bør lukke huller i ydervæggen, hvis de er tæt på terræn. Det kan fx gøres med en krydsfinerplade.
Tjek afløb og tagrender. Undersøg om tagrenderne er fri for blade og andet, der kan hindre vandet i at løbe frit.
Fjern indbo fra kældergulv. Opbevar altid ting i kælderen på stålreoler, der kan desinficeres, hvis beskidt spildevand trænger ind i kælderen
Brug sandsække. Du kan stoppe en del vand i at trænge ind i boligen ved at lægge sandsække eller plastiksække med jord på de utætte steder.

Vi anbefaler, at du tegner en familiens basisforsikring 2 hos dit forsikringsselskab. En sådan forsikring dækker opstigende spildevand, selvom der ikke er skybrud. Forsikringen er god at have, såfremt der opstår en prop på Hjørring Vandselskabs ledningsnet. Her dækker vandselskabets ansvar nemlig ikke, da en prop er et hændeligt uheld.

Du har som grundejer selv ansvaret for at sikre din kælder mod opstigende vand fra kloakken. Det betyder, at du står med ansvaret, hvis uheldet er ude, og din kælder er oversvømmet med regn- og spildevand efter en voldsom regn.

Hjørring Vandselskab har som vand- og spildevandsselskab ansvar for at håndtere spildevandet fra stueplan og op. Ansvaret på kælderniveau er dermed dit eget. Du kan læse mere om, hvem der har ansvaret for kloakken i denne vejledning fra Teknologisk Institut.

Forebyg oversvømmelse

Du kan vælge forskellige løsninger, der kan forebygge kælderoversvømmelser. Den hyppigst anbefalede løsning er et godkendt højvandslukke installeret af en autoriseret kloakmester.

Er uheldet ude, så husk:

  • Undgå så vidt muligt at komme i kontakt med spildevandet, da det kan indeholde sundhedsskadelige bakterier.
  • Brug altid handsker, gummistøvler og anden beklædning, hvis du skal i kontakt med spildevandet, og gå altid i bad bagefter.
  • Hvis du har en pumpe, så sæt den til med det samme.
  • Udluft og udtør rummene, når vandet er væk. Det kan du evt. gøre med affugter (husk lav varme, så der ikke opstår skimmelsvamp i den våde kælder).
  • Tag billeder af alle skader og smid ikke skadet indbo ud.
  • Gem kvitteringer på udgifter, du har haft til at udbedre skaderne efter oversvømmelsen.
  • Hvordan ser det ud hos naboen? Giv dem gerne besked om oversvømmet kælder, hvis de ikke er hjemme.
  • Kontakt straks dit forsikringsselskab.

Andre årsager til en våd kælder

Vand i kælderen skyldes ikke altid kloakproblemer. Opstuvning af spildevand i kælderen kan også forårsages af, at husets stikledning er tilstoppet. Kontakt et autoriseret kloakfirma, der kan rense din stikledning og undersøge, om ledningen er i tilfredsstillende stand.

Hvis vandet siver og pibler ned af kældervæggen, kan det være dine tagnedløb, der er defekte. Det kan også være husets omfangsdræn, der er i uorden (hvis du har sådan et – det er langt fra alle, der har det).

Kontakt en autoriseret kloakmester for at få efterset dit tagnedløb og/eller evt. omfangsdræn.

Fandt du ikke svar på dine spørgsmål?

Har du brug for yderligere hjælp, så kan du altid kontakt os indenfor vores telefontid eller sende os en besked