Gør dit toilet (miljø) rigtigt rent!
Gør dit toilet miljørigtigt rent!
Spar penge på at gøre dit toilet miljørigtigt rent. En gang helt almindelig eddike er nemlig ikke bare bedre for din pengepung og dit toilet, men også for bakterierne på vores renseanlæg. Hjælp os til at skabe en win-win løsning for dig, os og naturen.

Der er ikke ret meget i vores moderne verden, der er vigtigere end vores toiletter. Det vandskyllende toilet er den opfindelse, der alene har betydet mest for vores levealder og sundhed. Det, at vi kan adskille mennesker og vores efterladenskaber, er en forudsætning for at bekæmpe smitsomme sygdomme, når mennesker bor tæt på hinanden.
Et toilet er i længden ikke noget værd uden et kloaksystem, et kloaksystem er ikke til ret meget gavn uden et renseanlæg, og renseanlægget kan ikke rense spildevandet, hvis ikke bakterierne i anlægget har det godt.
Vores toiletter skal holdes rene. Det kan vi alle sammen blive enige om. Et beskidt toilet er ikke rart at komme ind på, og hele tanken om hygiejne går sådan set fløjten, hvis vi ikke holder toiletterne ordentligt rene.
Bakterier er nogle fantastiske skabninger, men de er meget svære at holde væk, og de vokser ekstremt hurtigt. De fleste bakterier er heldigvis helt uskadelige, så at basere rengøring på kun at slå bakterier ihjel er svært, dyrt og ikke særligt sundt. Det er meget bedre, at fjerne det bakterierne skal leve af, og det de kan gemme sig i, så de sygdomsfremkaldende bakterier ikke kan få fodfæste.
Mange steder, hvor vi bruger vand, er kalkbelægninger en udfordring, og kalken skal selvfølgeligt fjernes, der hvor den generer os. Bakterierne i renseanlægget har i den anledning et stort ønske: De vil gerne have lidt mindre moderne bakteriedræbende rengøringsmiddel i spildevandet fremover.
Til gengæld vil bakterierne meget gerne have eddike. Eddike er faktisk mange bakteriers livret, så hvis vi kan fjerne kalk med eddike eller citroner og undgå nogle af de moderne bakteriedræbende rengøringsmidler, så får vi gladere bakterier på renseanlæggene og en bedre rensning af spildevandet.
Og mon ikke det er billigere at være lidt gammeldags på det her punkt.