Sådan læser du din regning

To gange om året modtager du en regning fra Hjørring Vandselskab.

Se også: Tidspunkter for udsendelse af regninger

Se også: Sådan tilmelder du dig regning på mail

Regningen består af mange forskellige ydelser og afgifter, som kan være svære at gennemskue.
Derfor har vi lavet en regningsforklaring, der beskriver, hvad de forskellige ting betyder. Se mere nedenfor.

Det betyder det:
 

  • 1 Fakturanr. og dato
    Unikt nummer og dato for dannelse af fakturaen. Ringer du med spørgsmål, er det godt at have nummeret klar, så vi hurtigt kan finde den rigtige regning.
  • 2 Forb.stedsnr. og Forbrugssted
    Den adresse, fakturaen vedrører. Oplys gerne nummeret, hvis du henvender dig med spørgsmål.
  • 3 Kundeportal
    På kundeportalen kan du se dine regninger, dit forbrug og ændre dine oplysninger. Du logger på kundeportalen med dit NemID eller dit brugernavn og adgangskode.
  • 4 Dine ydelser fra Hjørring Vandselskab
    Her vises de ydelser, du har modtaget fra Hjørring Vandselskab i det forgangne år samt en opgørelse for, hvad du skal betale.
    Hvis du får dit vand fra os, betaler du for vandet samt de statslige afgifter. Hvis du har egen boring, betaler du kun de statslige afgifter. Hvis du er på offentlig kloak eller nedsivning, betaler du for afledning af spildevand eller et abonnement til den obligatoriske tømningsordning. På næste side findes en detaljeret specifikation over dit forbrug, så du kan se, hvordan din regning er sammensat.
  • 5 Din årsopgørelse
    Årsopgørelsen viser, hvad du har betalt i det forgangne år. Hvis du har betalt for lidt, vil beløbet blive lagt oveni næste aconto-betaling. Hvis du har betalt for meget, vil beløbet blive modregnet i næste aconto-betaling.
  • 6 I alt til betaling
    Det beløb, du skal betale senest den angivne dato. Beløbet er det, du eventuelt har betalt for lidt i det forgangne år + første aconto-rate for det nye år. Beløbet dækker derfor perioden fra d. 1.1.xx - 30.06.x
 
 

Det betyder det:
 

  • 7 Aflæsningsspecifikation
    Aflæsningstal og forbrug for den eller de måler(e), du har indberettet aflæsning for. Har du fået skiftet vandmåler i løbet af året, vil både den gamle og den nye måler fremgå af specifikationen.
  • 8 Afregning for perioden 01.01.xx – 31.12.xx
    Viser en udspecificeret opgørelse af dit forbrug for det forgangne år.
  • 9A Spildevand – hvis du er på offentlig kloak
    • A1 Kloak
      Du betaler en pris pr. kubikmeter spildevand, du udleder til kloakken. Beløbet går til drift af kloak og rensningsanlæg.
    • A2 Stikafgift, kloak
      Fast beløb for at være tilsluttet offentlig kloak. Beløbet går til drift og vedligehold af kloakledninger.
  • 9B Spildevand – hvis du har nedsivningsanlæg
    • B1 Nedsivning med tilladelse/uden tilladelse
      Du betaler en pris pr. kubikmeter spildevand, som du nedsiver. Prisen er en statsafgift og afhænger af, om dit anlæg er godkendt eller ej og dermed hvor godt det renser spildevandet. Hvis du har egen vandboring uden vandmåler, betaler du fast for nedsivning af 170 kubikmeter uanset om dit faktiske forbrug er højere eller lavere.
    • B2 Tømning af septiktank
      Abonnement for tømning af septiktank. Ved helårsbeboelse tømmes én gang om året, mens sommerhuse tømmes hvert 2. år. Det er obligatorisk at være med i tømningsordningen, hvis du har en septiktank.
       
    • B3 Administrationsgebyr/Hjørring Kommune
      Et gebyr, som opkræves på vegne af Hjørring Kommune. Gebyret går til administration af det lovmæssige grundlag for håndtering af tømningsordningen.
    • B4 Tømning af septiktank over 2 m3
      Hvis volumen af din septiktank overstiger 2 kubikmeter, skal du betale et tillæg pr. overstigende m3 for tømning af din tank, fordi den i så fald er større end det, der er omfattet af den almindelige tømningsordning. Tillægget opkræves på årsbasis som supplement til den almindelige tømningsordning.
  • 10 Vand
    • 11 Vand
      Du betaler en pris pr. kubikmeter rent drikkevand, som du modtager fra Hjørring Vandselskab.
    • 12 Statsafgift
      En statslig afgift på rent drikkevand. Afgiften er en grøn afgift, der betales pr. kubikmeter rent drikkevand, og har til formål at reducere vandforbruget for derved at spare på vandressourcerne. Hvis du har egen vandboring uden vandmåler, betaler du fast statsafgift for 170 kubikmeter uanset om dit faktiske forbrug er højere eller lavere.
    • 13 Drikkevandsbidrag
      En statslig afgift på rent drikkevand. Afgiften betales pr. kubikmeter rent drikkevand og er med til at finansiere den statslige og kommunale beskyttelse af grundvandet. Hvis du har egen vandboring uden vandmåler, betaler du fast drikkevandsbidrag for 170 kubikmeter uanset om dit faktiske forbrug er højere eller lavere.
    • 14 Fast afgift vand
      Fast beløb for at være tilsluttet Hjørring Vandselskab. Beløbet går til drift og vedligehold af vandledninger.